Kunstnere > Michael Mørk
Michaels malerier er ofte konkrete og skabt af sammenførte materialer. Der bruges simple greb og tilblivelsesprocessen er synlig og en del af udtrykket. Værkerne interagerer med det omgivende rum, men også med beskuerens hukommelse. Michael Mørk interesserer sig for tid, rum, arkitektur, arkæologi, geologi, landkort, bogstaver og tekst som tegn og æstetisk form. Han kalder det for malerier, men bruger ikke maling i alle værker. Når det sker, er det mest i form af et flydende materiale der hældes ud, og som over tid størkner og bliver hårdt. Malingen er hvid vægmaling. Den er genkendelig, farveløs og plastikagtig. I andre billeder bruges krom og bladsølv som et greb til at forædle og fremkalde de spor af handlinger, der ligger i materialets overflade. Malerierne er af krydsfiner eller spånplade, ofte sat sammen af mange mindre dele. Sammen med malingen, er de ukurante materialers indbyrdes forhold, maleriernes indhold og bærende kompositioner. Malerierne er abstrakte, lavet til kunstrummet. Som objekter til væggen, der i materialer og overflader er tæt på og genkendelige som hjemlige landskaber.
Michael Mørk har bl.a. haft soloudstillinger på Esbjerg Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Overgaden Institut for Samtidskunst.
Hokusai, 2023. Maling på Krydsfiner. 205x140 cm
Two Boxes, 2021. Forsølvet spånplade. 205x140 cm
Oversigt, 2019. Maling på Krydsfiner. 205x140 cm