Kunstnere > Marie-Louise Exner
“Handler dine værker altid om landskab og natur?”, spørger en nysgerrig journalist, og det går op for mig, at jeg egentlig ikke helt ved, hvad jeg skal svare. For selvom man måske kan sige, at jeg viser værker i et vidt spænd fra det naturalistiske, det antydede og det abstrakte, så starter det ofte i oplevelser i landskabet, i naturen, omsat og fortolket gennem et sind, og det tror jeg, man som besøgende udefra, godt kan se og mærke. Men for mig handler det mindst lige så meget om musik. Og det handler om de helt store sammenhænge i tider, der kommer og går, om det der forsvinder, og det der bliver tilbage, måske ikke bare landskabet men hele jorden? Og det handler om det sanselige, om poesi, kræfter, lysflimmer og energi, om længsel, død og ødelæggelse - kort sagt alt det, musikken kan svare på.
Eller jeg kunne forsøge at svare journalisten, at jeg oplever nogle ret bestemte musiske stemninger (ofte, men ikke som en bunden opgave) i landskabet og naturen, som sætter skub i rigtigt meget. Og jeg kan også svare på, at det ikke er idylliske romantiske landskaber, men gerne de store vidder uden mange farver der særligt trækker.
Jeg arbejder direkte på stedet med tegning og grafiske rids. Og på mit værksted i mit hjem i Sønderho på Fanø. Jeg låner mig ind på grafiske værksteder som Næstved grafiske værksted og værkstedet ved Kunsthal Viborg. Mine medier er tegning, grafik, skulptur og installation.
Medlem af BKF og Danske grafikere.
“Efter flod”, installation
“Haven 1”, gouache på pap, 160X80cm
“Haven 2”, træsnit på pap, 160X80cm